Stjernen på toppen af juletræet

Højt oppe på himlen, mellem tusind andre stjerner, boede en lille stjerne, der hed Glimt. Hun var ikke den største stjerne, og hun var ikke den klareste. Men hun var den mest nysgerrige.

Hver december kiggede Glimt ned på jorden. Dernede stod der træer inde i husene. Træer med kugler og hjerter og små, gyldne lys. »Hvad er det for nogle træer?« spurgte hun månen. »Det er juletræer,« sagde månen. »Åh,« sukkede Glimt. »Jeg ville så gerne se et juletræ helt tæt på.«

Månen tænkte sig om. Så smilede den sit runde, sølvhvide smil. »Glid ned ad min stråle,« sagde den. »Men husk at komme hjem igen, når julen er forbi.«

Så gled Glimt ned ad månestrålen. Ned, ned, ned, forbi skyerne, forbi kirketårnet og blødt ned i sneen i en lille have. Bag sig efterlod hun et spor af stjernestøv, der glimtede som sukker.

Inde bag vinduet var Amina og hendes morfar ved at pynte juletræet. Der hang kræmmerhuse og flettede hjerter og røde kugler på alle grenene. Men helt oppe i toppen var der ingenting. »Morfar, hvor er stjernen?« spurgte Amina. Morfar ledte i kassen med julepynt. Han ledte i skuffen og under sofaen. »Jeg kan ikke finde den,« sagde han.

Glimt kiggede på den tomme top. Så fik hun en idé. Vinduet stod på klem, og hun svævede ind, forbi kuglerne og hjerterne, helt op i toppen af træet. Dér satte hun sig. Og så lyste hun, så smukt hun kunne.

»Morfar! Se!« råbte Amina. Morfar vendte sig om. Han tog brillerne af og satte dem på igen. Så kiggede han længe på stjernen i toppen, og stjernen kiggede tilbage. Morfar blinkede til Amina. »Nogle stjerner finder selv vej,« sagde han stille.

Glimt blev i toppen af træet hele julen. Og når julen var forbi, ville hun glide hjem ad en månestråle, sådan som hun havde lovet. Men lige nu var det aften, og stuen var blevet stille.

Amina sad på morfars skød og kiggede op på træet. Stjernen lyste blødt og gyldent, ligesom en lille natlampe. Morfar nynnede en julesang, og Aminas øjne blev tunge. Lige før hun faldt i søvn, blinkede stjernen. Én gang til Amina. Og én gang op til månen, der kiggede ind ad vinduet og blinkede tilbage.