Det lille rensdyr der ville flyve

Langt oppe mod nord, hvor sneen ligger dyb og blød hele vinteren, lå julemandens røde gård. Bag gården var der en stor, hvid mark, og på marken boede rensdyrene. De var store og stærke, og deres gevirer lignede grenene på et gammelt træ.

Men det mindste rensdyr af dem alle hed Kvist. Han hed Kvist, fordi hans gevir kun var to små kviste, der stak op mellem ørerne. Om halsen havde han et rødt bånd med en lille guldklokke, og når han løb, sagde den kling-kling.

Hver aften i december øvede de store rensdyr sig i at flyve. Juleaften skulle de nemlig trække julemandens kane hele verden rundt. De løb hen over marken, en, to, tre, og så lettede de. Op over laden og hen forbi månen. Kvist stod med mulen mod hegnet og kiggede efter dem. »I år vil jeg også flyve,« sagde han.

»Det kommer, når det kommer,« sagde hans mor og puffede blidt til ham med mulen. Men Kvist ville ikke vente. Han ville flyve nu.

Så han løb. Han løb så hurtigt, som hans korte ben kunne. Trip-trap, trip-trap, trip-trap! Han satte af ... og plof! Lige på hovedet ned i en snedrive. Kun de to små kviste og en lille, hvid hale stak op.

»Hvad laver du derinde?« spurgte en stemme. Det var sneuglen Sigrid. Hun sad på en hegnspæl og kiggede ned på ham med sine runde, gule øjne. »Jeg øver mig i at flyve,« sagde Kvist og spyttede sne. Sigrid lo en lille uglelatter. Hu-hu-hu. »Du løber med næsen nede i sneen, og så er det jo dér, du lander. Løft hovedet. Kig på den stjerne, du vil hen til.«

Kvist rystede sneen af sig. Han løftede hovedet og fandt den klareste stjerne på himlen. Trip-trap, trip-trap ... hop! Og i et lille øjeblik, et bitte lille øjeblik, rørte hans hove slet ikke jorden. Så landede han på numsen og gled hele vejen hen over den frosne dam. Svuuup!

»Du sætter kun af med forbenene,« sagde en lille stemme. Det var sneharen Hugo, der kiggede frem under en busk. »Man skal sætte af med alle fire ben på én gang. Sådan her!« Og Hugo hoppede så højt, at hans lange ører flagrede. Kvist prøvede at hoppe ligesom Hugo. Han så ret sjov ud. Sigrid lo, Hugo lo, og til sidst lo Kvist også.

Hver dag øvede Kvist sig. Nogle dage faldt han i sneen, og andre dage landede han på numsen. Men hver dag kom han en lille smule højere op. Først over en sten. Så over hegnet. Så helt over brændestablen, mens Sigrid fløj ved siden af og Hugo hoppede nedenunder.

Så blev det aftenen før juleaften. Himlen var klar, og stjernerne glimtede. Kvist stod øverst oppe på bakken bag laden, med Sigrid på den ene side og Hugo på den anden. »Kig op,« sagde Sigrid. »Alle fire ben,« sagde Hugo. Kvist trak vejret dybt.

Trip-trap, trip-trap, trip-trap ... hop! Og denne gang kom han ikke ned igen. Han fløj op over hegnet. Op over laden. Op over julemandens skorsten, hvor røgen steg op i små krøller. Kling-kling, sagde klokken. Han fløj hen over skoven og ud over den lille by i dalen, hvor sneen lå tyk på alle tagene, og hvor der var lys i hvert eneste vindue.

I et af vinduerne stod en lille dreng i nattøj og kiggede op. Kvist rystede på hovedet, så klokken klingede, bare for ham. Drengen smilede og vinkede. Og Kvist fløj en stor, langsom bue hjem igen under stjernerne.

Han landede blødt som et snefnug lige ved siden af sin mor. »Det kom,« sagde hun stille og gned sin mule mod hans. Julemanden stod i døren til laden og smilede ind i sit store, hvide skæg. »I morgen aften flyver du med,« sagde han. »Lige bag kanen.«

Den nat lå Kvist i den varme halm i laden. Hans ben var trætte, og hans øjne var tunge. Udenfor sad Sigrid på sin hegnspæl og sagde hu-hu, ganske sagte. Kvist lukkede øjnene. Og i drømme fløj han videre, langsomt og roligt, hen over alle de sovende tage.

Så hvis du hører en lille klokke højt oppe over taget juleaften, kling-kling, så ved du, hvem det er.