Isbjørnen der aldrig havde holdt jul

Langt mod nord, hvor havet er hvidt af is, lå der et palads. Det var bygget af blå is og hvid sne, og dets tårne glitrede, når nordlyset dansede. Her boede isbjørneungen Iben og hendes mor. Iben havde små, runde ører og en pels så hvid, at man slet ikke kunne se hende i sneen. Kun hendes blanke, sorte næse.

En dag stak sælen Selma hovedet op gennem et hul i isen. »Snart er det jul!« råbte hun. Iben satte sig på numsen i sneen. »Hvad er jul?« spurgte hun. Selma blev så forbavset, at hun nær var gledet ned i vandet igen.

Polarræven Viggo havde hørt det hele. Han kom løbende med sin store, buskede hale efter sig. »Har du aldrig holdt jul?« spurgte han. Iben rystede på hovedet. »Så må vi vise dig det,« sagde Selma og Viggo i munden på hinanden. Der var bare ét problem. Ingen af dem havde selv holdt jul. De havde kun hørt om det fra mågerne, der fløj forbi husene langt mod syd.

»Til jul skal man have et juletræ,« sagde Selma. »Det siger mågerne.« Men på isen voksede der ingen træer. Ikke ét eneste. »Så bygger vi et,« sagde Viggo. De rullede tre snebolde, en stor, en mellem og en lille. Iben stablede dem oven på hinanden og klappede dem til med sine store poter, til de blev spidse som et grantræ. Og Viggo tegnede grene i sneen med halen. Svip, svip, svip.

»Et juletræ skal have pynt,« sagde Viggo. Selma dykkede ned i havet og kom op igen med skinnende muslingeskaller og en lang guirlande af tang. Viggo hentede istapper fra paladsets tårne. De klirrede, når vinden rørte ved dem. Og helt oppe i toppen satte Iben en søstjerne. »En søstjerne er jo også en stjerne,« sagde hun. Og det kunne ingen sige noget til.

»Til jul spiser man noget godt,« sagde Selma og lagde en fisk i sneen. »Det siger mågerne også.« Iben kiggede længe på fisken. »Er det julemad?« spurgte hun. »For en sæl er det,« sagde Selma. Så delte de fisken i tre, og den smagte faktisk ret godt.

»Og så danser man om juletræet og synger,« sagde Viggo. De tog hinanden i poterne og lufferne og gik rundt og rundt. Viggo løb for hurtigt. Selma vraltede for langsomt. Og Iben var så stor, at hun trådte på Viggos hale. Ingen af dem kunne ordene til en eneste julesang, så de sang bare la-la-la. Til sidst væltede de om i en stor bunke i sneen og grinede, så det rungede ud over isen.

»Det sidste er gaver,« sagde Selma. »Man giver hinanden gaver.« Hun gav Iben en lyserød muslingeskal, der susede som havet, når man holdt den op til øret. Viggo gav hende en hvid fjer, han havde fundet på stranden, blød som sne. Iben kiggede ned. »Men jeg har ingen gave til jer,« sagde hun stille.

Så fik hun en idé. Hun bredte sine store, bløde poter ud og trak Selma og Viggo ind til sig. Og så krammede hun dem. Et stort, langt, varmt isbjørnekram. »Det er den bedste gave, jeg nogensinde har fået,« sagde Viggo, lidt mast. »Og den varmeste,« sagde Selma.

Nu begyndte himlen at lyse. Grønt og lilla og blåt bølgede nordlyset hen over isen. Istapperne glitrede, muslingeskallerne skinnede, og søstjernen i toppen af snetræet så ud, som om den lyste helt af sig selv.

Ibens mor havde stået i døren til paladset og set det hele. »Kom ind og sov, alle tre,« sagde hun. Så krøb de ind til hende. Selma lagde hovedet på Ibens mave. Viggo krøllede sig sammen ved hendes poter. Og Iben puttede sig ind i sin mors tykke, bløde pels.

»Mor,« hviskede Iben. »Er det sådan, jul er?« Mor kiggede ud på snetræet, der glimtede i nordlyset, og på de tre små venner, der næsten sov. »Ja,« sagde hun. »Lige præcis sådan.«

Langt ude over havet, højt oppe under stjernerne, lød der en lille lyd. Som en klokke, langt, langt borte. Måske var det bare istapperne. Måske var det noget helt andet. Men det hørte Iben ikke. Hun sov allerede, tung og lun og glad, i sin allerførste jul.