Det lille adventslys

På bordet i Emils stue stod en adventskrans. Den var lavet af grangrene, røde bær og små kogler, og den duftede af skov. I kransen stod fire hvide lys. Tre af dem var høje og ranke. Det fjerde var en lille smule mindre end de andre. Og det var det lys, der allerhelst ville lyse.

»Hvornår er det min tur?« spurgte det lille lys. »Først er det mig,« sagde det første lys. »Så nummer to, så nummer tre, og til sidst dig. Ét lys mere for hver søndag i advent.« Det lille lys talte efter. Fire søndage. Det var meget lang tid.

Så blev det første søndag i advent. Udenfor var det gråt og koldt, men inde i stuen var der lunt. Far tog tændstikkerne frem. Ritsj! Og så tændte han det første lys. Det blafrede og lyste og var meget stolt. Emil fik en lille adventsgave. Det var et par røde uldsokker med rensdyr på. »Hvor lang tid er der til jul?« spurgte han. »Når alle fire lys er tændt, så er det næsten jul,« sagde far.

»Næsten?« sagde Emil. »Næsten?« sagde det lille lys. Og så sukkede de begge to.

Hele ugen ventede det lille lys. Det ventede, mens Emil åbnede en låge i sin julekalender hver morgen. Det ventede, mens den første sne faldt. Det stod ekstra ret og strakte sin væge, så far nok skulle få øje på det. Men far fik ikke øje på noget. Lys kan nemlig ikke tale til mennesker. Kun til hinanden.

Anden søndag tændte far to lys, det første og det andet. »Nu må det da snart være mig,« sagde det lille lys. »Først er det mig,« sagde det tredje lys venligt. Det lille lys sukkede så dybt, at vægen bøjede sig helt ned.

Den uge prøvede det lille lys at tænde sig selv. Det tænkte varme tanker. Det tænkte på solskin og bål og varm kakao. »Hvad laver du?« spurgte det tredje lys. »Jeg prøver at tænde mig selv,« sagde det lille lys og knep øjnene sammen. »Det kan man ikke,« sagde det tredje lys. Og det kunne man heller ikke.

Tredje søndag tændte far tre lys. Nu var det lille lys det eneste, der stod mørkt. Emil sad med hagen i hænderne og kiggede på kransen. Han kunne bedst lide det lille lys. Han syntes, det lignede ham selv. »Det varer så længe,« sagde han. »Ja,« hviskede det lille lys. »Alt for længe.«

Så sagde det første lys noget. Det var blevet kort nu, og der var løbet stearin ned ad siden på det. »Mens du venter,« sagde det, »så kig dig omkring.«

Og det gjorde det lille lys. Det så Emil og far bage pebernødder, så hele huset duftede af kanel. Det så de flettede julehjerter, som Emil havde hængt op i vinduet. Det så sneen lægge sig som en blød dyne over haven og stjernerne komme frem over taget. Og hver aften, før Emil gik i seng, kiggede han på kransen og hviskede: »Snart, lille lys. Snart.«

Og så en dag var det fjerde søndag i advent. Far tog tændstikkerne frem. Emil holdt vejret. Ét lys. To lys. Tre lys. Og ... fire! Det lille lys fik en flamme, der dansede og strakte sig og lyste op i hele stuen.

»Far, se!« sagde Emil. »Nu er det lille lys det største!« Og det var det. De andre lys havde brændt i så mange søndage, at de var blevet kortere og kortere. Men det fjerde lys havde ventet. Nu stod det højest af dem alle sammen.

Hele aftenen brændte de fire lys sammen. Et lavt, et lidt højere, et endnu højere og et helt højt, som en lille trappe af lys. Emil sad i sine røde rensdyrsokker med hovedet mod fars arm. Udenfor lyste stjernerne over den stille have. Emils øjne blev tunge.

Da Emil var faldet i søvn, pustede far lysene ud. Puh. Puh. Puh. Puh. Fire tynde striber røg steg op og duftede af stearin og gran.

»Nu er det snart jul,« hviskede det lille lys til de andre i mørket. Og for første gang havde det slet ikke travlt.