Skattekortet i morfars skur

Hver sommer boede Anton en uge hos morfar på landet. Morfars hus var gult, med et skævt stråtag og en have, der var så stor, at den gik over i en skov. Nede for enden af gårdspladsen lå skuret. Det var gammelt og gråt, og det duftede af tjære, jord og noget, der kunne være mus.

»Gider du hente vandkanden?« spurgte morfar den første morgen. »Den står inde i skuret, bag urtepotterne.«

Anton skubbede døren op. Den knirkede, som om den ikke havde lyst. Inde i skuret dansede støvet i solstrålerne mellem river, spader og en cykel uden kæde. Han fandt vandkanden. Men da han løftede den, så han noget bag den: en flad, rusten blikdåse med et sejlskib på låget.

Inde i dåsen lå et stykke papir, foldet fire gange. Det var et kort, tegnet med farveblyant og krøllet i kanterne. Man kunne se huset, skuret, haven, bækken og skoven bagved, og inde i skoven var der et stort, rødt kryds. Nederst stod der med skæve bogstaver: Skattekort. Lavet af Poul, 9 år.

Anton stod helt stille. Poul. Det var morfars navn. Og Anton var selv ni år.

Han løb ud til morfar, som sad på bænken med sin kaffe. »Morfar! Er det dig, der har lavet det her?« Morfar tog brillerne på og kiggede længe. Hans øjne begyndte at smile, før munden gjorde det. »Det er det sandelig. For mange, mange år siden.« »Hvad er skatten?« spurgte Anton. Morfar kløede sig i skægget. »Det må du selv finde ud af.«

På bagsiden af kortet stod vejen beskrevet: Start ved pumpen. Gå tredive skridt mod det store pæretræ. Kryds bækken på de tre sten. Find tudsen i skoven. Grav under tudsens venstre fod.

Pumpen var nem. Den stod stadig midt på gårdspladsen, grøn og rusten. Anton stillede sig ved den og kiggede ud over haven. Der var et rabarberbed, et drivhus og et æbletræ med en gynge. Men intet pæretræ.

Så talte han skridt i stedet. Tredive lange drengeskridt hen over plænen. Ved det tredivte stod han foran en gammel, grå træstub, bred som et sofabord og fuld af svampe. Det her måtte være det store pæretræ. Det var bare ikke så stort længere. Og morfars skridt havde været præcis lige så lange som hans.

Fra stubben kunne han høre bækken klukke for enden af haven. Han ledte op og ned ad bredden, indtil han fandt dem: tre flade sten på række tværs over vandet. Den første lå fast. Den anden lå fast. Den tredje vippede. Plask! Anton fik en våd sok. Men han var over.

Inde i skoven var lyset grønt og stille, og jorden var blød af gamle blade. Anton kiggede under bregner og bag træstammer. Han så en snegl, en myretue og en skovskade, der skældte ham ud fra en gren. Men ingen tudse.

Til sidst satte han sig på en stor sten. Den var rund og grå og dækket af blødt mos, og forrest havde den to små buler, der lignede øjne. Anton rejste sig og gik et par skridt tilbage. Så begyndte han at grine. Han havde ikke siddet på en sten. Han havde siddet på en tudse. En kæmpestor, mosgroet stentudse med en bred mund og to tykke forben.

Under tudsens venstre fod var jorden blød. Anton gravede med hænderne, til neglene var helt sorte. Så stødte fingrene mod noget hårdt. Klonk! Det var en lille kasse af blik, ikke større end en madpakke. Indeni lå skatten. En blå glaskugle med en hvid hvirvel i midten. En stribet fjer fra en skovskade. En gammel tiøre. Og et lille sort-hvidt fotografi af en dreng med kortklippet hår og et stort hul mellem fortænderne. Han holdt en hundehvalp i armene.

»Nå, så fandt du tudsen,« sagde en stemme bag Anton. Det var morfar. »Jeg kunne godt huske, hvor skatten lå,« sagde han. »Jeg ville bare se, om kortet var godt nok.«

Morfar satte sig på tudsens ryg og holdt glaskuglen op mod lyset, så hvirvlen lyste. »Det var min heldigste kugle,« sagde han. »Jeg vandt halvdelen af skolegården med den.« Så pegede han på fotografiet. »Og det dér er Bamse. Han spiste min ene sandal den sommer.« Anton grinede. Det var mærkeligt at tænke på, at morfar engang havde været ni år. Men det kunne man godt se på smilet.

Så rakte morfar glaskuglen til Anton. »Den skal du have.« Anton tog sin egen fineste ting op af lommen, en lille, hvid strandsten med et hul lige igennem. Den lagde han i kassen hos fjeren og tiøren og Bamse. »Til den næste, der er ni år,« sagde han. Morfar nikkede, som om det var det klogeste, han nogensinde havde hørt.

De gravede kassen ned igen og gik hjem, mens solen gik ned, og alle træerne fik guldkanter.

Den aften lå Anton i gæsteværelset under en tung dyne, der duftede af lavendel. Kortet lå under hovedpuden, og ved siden af morfars røde kryds havde Anton tegnet et lille blåt et. På vindueskarmen lå glaskuglen og fangede det sidste lys fra himlen.

Nede fra køkkenet kunne han høre morfar nynne. Ude i skoven passede stentudsen på en skat, der nu var lidt af dem begge. Anton gabte, så det knagede i kæben. I morgen ville han spørge, om der mon var flere kort i skuret. Men lige nu drejede en lille, hvid hvirvel langsomt rundt bag hans øjenlåg, og så sov han.