Dragen der ikke turde nyse

Inde i et stort, gammelt bjerg lå en dragehule med bløde mospuder og varme sten. Her boede en lille drage, der hed Didrik. Han var grøn som et æble, havde en buttet hale og to vinger, der stadig var lidt for små til resten af ham.

Alle de store drager i hulen kunne puste ild. Mor kunne puste en flamme, der var lang som en bus. Farmor kunne puste små, runde ildringe, der svævede op under loftet. Og Didrik? Han kunne puste en lille, vaklende flamme, der lignede et stearinlys i blæsevejr. »Det kommer med tiden,« sagde farmor altid.

En morgen, mens Didrik lå og strakte sig, dalede en lille fjer ned fra loftet. Den landede lige på hans næse. Det kildede. Det kildede rigtig meget. »Ha ... ha ... ATJU!«

Men der kom ingen ild ud. Der kom bobler. Hundredvis af skinnende sæbebobler, store og små, der svævede rundt i hele hulen og sprang mod væggene. Pop. Pop. Pop. Mor kiggede op fra sin morgenmad med en boble på snuden. »Nå,« sagde hun. »Det var da et nyt nys.«

Lidt senere kildede det igen. »Ha ... ha ... ATJU!« Denne gang kom der blomster ud. En hel buket gule mælkebøtter og hvide margueritter, der dalede ned over farmor, som lå og sov ved ilden. Da hun vågnede, lignede hun et blomsterbed med øjne.

Didrik blev så rød i hovedet, som en grøn drage overhovedet kan blive. »Rigtige drager nyser ild,« mumlede han. »Ikke bobler. Og slet ikke blomster.« Og så besluttede han, at han aldrig, aldrig mere ville nyse.

Det var ikke så nemt. Hele dagen kildede det i næsen. Når det kom, klemte Didrik næseborene sammen med kløerne. Han holdt vejret, til ørerne begyndte at fløjte. Han stak hovedet ned i mosset og talte til hundrede. Og hver gang forsvandt kildren igen. Næsten.

Om aftenen var der fest i hulen, for farmor fyldte tre hundrede år. Der var en kæmpe kage med tre hundrede lys, og alle dragerne fra bjerget var kommet. Hos drager er det gæsterne, der tænder lysene med deres ild. Men der var så mange lys, at selv de største drager blev forpustede. Puh. Puh. Pyh.

Didrik stod bagerst og holdt sig for næsen. For nu kildede det mere end nogensinde. Kinderne blev runde som to boller. Halen krøllede sig sammen som en kringle. Fødderne lettede fra jorden, og langsomt steg han op under loftet som en lille, grøn ballon.

»Didrik?« sagde farmor og kiggede op. »Hvad laver du deroppe?« »Jeg ... prøver ... at lade være ... med at nyse,« peb Didrik. Farmor smilede, så alle hendes rynker smilede med. »Små drager nyser alt muligt,« sagde hun. »Det gjorde jeg også. Engang nøs jeg en hel flok frøer. Lad det bare komme.«

Så Didrik slap næsen. »Ha ... ha ... HAAA ... ATJUUU!« Det var det største nys, bjerget nogensinde havde hørt. Ud fløj bobler og blomster, og midt imellem dem tusind små, gyldne gnister, der dansede rundt i hulen og satte sig på kagen. Fut, fut, fut. Et efter et blev alle tre hundrede lys tændt.

Dragerne klappede, så hulen rystede, og Didrik dalede blidt ned på gulvet igen. Farmor grinede, så hun måtte tørre øjnene. »Det,« sagde hun, »er den smukkeste fødselsdag, jeg har haft i tre hundrede år.«

Senere, da gæsterne var fløjet hjem, og ilden var blevet til gløder, lå Didrik krøllet sammen mellem mor og farmor. Hulen var lun. Gløderne knitrede sagte. Der lå stadig et par mælkebøtter i hjørnet, og en enkelt sæbeboble svævede langsomt rundt under loftet.

Didriks øjne blev tunge. Han trak vejret langsomt ind og langsomt ud. Og lige før han faldt i søvn, kom der et allersidste, ganske lille nys. Atju. Ud kom en bitte lille stjerne, der svævede op og satte sig på loftet. Dér sidder den stadig og lyser, hver eneste nat, over en lille, grøn drage, der sover.