Ida og den glødende muslingeskal

Ida og mormor boede en hel uge i sommerhuset. Det lå lige bag klitterne, og om natten kunne man høre havet, når man lå i sengen. Hver aften, når solen gik ned, gik de en tur langs vandkanten og samlede muslingeskaller. Mormor samlede på de hvide. Ida samlede på de mærkelige.

Den sidste aften var himlen orange og lyserød, og vandet glimtede som guld. Ida gik helt ude i kanten, hvor bølgerne slikkede op over sandet og trak sig tilbage igen. Og dér, i en lille pyt mellem to sten, lå der noget, der lyste.

Det var en muslingeskal. Den var ikke større end Idas håndflade og snoet som et sneglehus, og indeni lyste den lyserødt og turkis, som om nogen havde tændt en bitte lille lampe derinde.

»Mormor! Se!« Mormor bøjede sig ned og kiggede længe. »Sådan en har jeg aldrig set,« sagde hun. »Hold den op til øret. Man siger, at man kan høre havet i en muslingeskal.« Ida holdt skallen op til øret. Suuus, sagde den, ligesom havet. Men bag ved susen var der noget andet. Noget meget svagt. Det lød, som om nogen sang.

Den aften lå Ida i sin seng på loftet med skallen på hovedpuden lige ved siden af øret. Vinduet stod på klem, og hun kunne høre de rigtige bølger derude. Inde i skallen blev sangen tydeligere og tydeligere, indtil hun kunne høre ordene: »Bølgen kommer, bølgen går, månen over havet står. Sov nu sødt i tang og sand, vugget af det blå, blå vand.«

Så skete der noget mærkeligt. Værelset blev blågrønt, ligesom når solen skinner ned i vand. Gardinerne bølgede langsomt som tang. Og sengen vuggede blidt, op og ned, op og ned, som en lille båd. Ida var slet ikke bange. Det føltes som at sove og være vågen på én gang.

Ved fodenden af sengen svømmede en havskildpadde. Den var så stor som et spisebord og så gammel, at der voksede små rurer på skjoldet. »Goddag, Ida,« sagde den med en dyb, langsom stemme. »Jeg hedder Hilmer. Du har hørt vores sang. Vil du se, hvor den kommer fra?« Ida nikkede og tog fat i kanten af det store skjold.

De gled ned gennem det grønne vand, dybere og dybere. Ida kunne trække vejret helt fint, ligesom man kan i drømme. Først kom de forbi koralrevet. Koraller i rødt og orange og lilla stod som en hel skov på havbunden, og imellem dem svømmede små stribede fisk i flokke, der alle sammen vendte på én gang. Svup!

Og bag koralrevet lå byen. Husene var bygget af koraller og perlemor, og de runde vinduer lyste varmt og gult. En blæksprutte gik rundt og tændte lygterne, og fordi den havde otte arme, kunne den tænde otte lygter ad gangen. Lygterne var små vandmænd, der glødede blødt i det blå.

Midt i byen sad havfolket. De havde hår, der svævede som tang i strømmen, og stemmer, der lød som bølger, der ruller ind over sand. De sad i en stor rundkreds, og i midten lå alle havets små: fiskeunger, bittesmå krabber og en søhest, der allerede var faldet i søvn med halen krøllet om et stykke tang. Og havfolket sang. »Bølgen kommer, bølgen går ...«

»Hvem synger I for?« hviskede Ida. En kvinde med sølvgråt hår smilede til hende. »For alle, der skal sove,« sagde hun. »Fiskene og krabberne og søhestene. Og børnene inde på land. Vi synger hver eneste aften. De fleste tror bare, at det er havet, der suser.«

Ida lagde sig på det bløde sand ved siden af søhesten. Sangen lagde sig om hende som en dyne. Hun gabte så stort, at en lille fisk svømmede forbi og kiggede ind. Så tog Hilmer hende forsigtigt op på skjoldet, og langsomt, langsomt steg de op igen, gennem det blå vand og det grønne vand og det lyse vand, mens sangen blev svagere og svagere.

Før mormor selv gik i seng, kiggede hun ind til Ida. Ida sov med kinden på hovedpuden og den lille muslingeskal helt inde ved øret. Skallen lyste ganske svagt, lyserødt og turkis.

Mormor blev stående lidt i døren. Gennem det åbne vindue kunne hun høre havet. Bølgen kommer, bølgen går. Og hun var næsten sikker på, at der var nogen, der sang. Så nynnede hun lige så stille med.