Enhjørningen der mistede sin regnbue

Højt over skyerne, hvor himlen altid er lyseblå, ligger Skyborgen. Den er bygget af de blødeste skyer, der findes, og tårnene er så runde og hvide, at de ligner flødeskum. Her boede en lille enhjørning, der hed Perle.

Perle var hvid som nyfalden sne, og hendes horn skinnede som indersiden af en muslingeskal. Men det fineste ved hende var manken. Den var rød og orange og gul og grøn og blå og lilla. Når Perle løb hen over himlen efter en regnbyge, blev manken til en regnbue, som alle børnene nede på jorden kunne se.

Nu havde det bare ikke regnet i syv dage. Og en morgen, da Perle vågnede og kiggede sig i spejlet, fik hun et chok. Hendes manke var hvid. Helt hvid. Der var ikke en eneste lille farve tilbage.

»Svip!« råbte hun. »Mine farver er væk!« Svalen Svip, som boede i en rede lige under Perles vindue, stak hovedet frem. Hun kiggede. Hun kiggede igen. »Det var som pokker,« sagde hun. »Farver, der ikke får lov at lave regnbuer, keder sig. De er nok gået ud for at lege.«

Så gik de på jagt. Først kom de til rosenhaven bag borgen. Normalt var alle roserne dér hvide som skyer. Men i dag var en af dem knaldrød, og den fnisede. Perle stak mulen helt hen til den. »Rød,« sagde hun blidt. »Vil du ikke med hjem?« Fnis, sagde rosen. Og vupti, så sprang en lille rød stribe op og satte sig i Perles manke, lige hvor den hørte til.

Bagefter klatrede de op i det højeste tårn. Deroppe lå to farver og solede sig, en orange og en gul, og de skinnede så meget, at Svip måtte knibe øjnene sammen. »Orange og gul,« sagde Perle. »Der er plads til jer derhjemme.« Farverne strakte sig, gabte og trillede ned ad tårnet, tril-tril-tril, lige ned i hendes manke.

Så gik de ned til skysøen. Allerede på lang afstand kunne de høre, at nogen plaskede. Søen, der plejede at være hvid som mælk, var blevet grøn og blå som havet, og midt i det hele dykkede to farver op og ned. Plask! Plask! »Grøn og blå!« kaldte Perle. »Kom op og bliv tørre.« Det ville de gerne, for de var ved at blive kolde. De rystede sig som to små hunde og hoppede op i manken.

Nu manglede der kun én farve. Lilla. De ledte i rosenhaven igen. De ledte bag skorstenen og under trappen og inde i den store skypude i borgens hal. Men lilla var ingen steder. Solen begyndte at gå ned, og Perle blev ganske stille. »Hvad nu, hvis lilla ikke vil hjem?« hviskede hun.

»Nu går vi hjem og hviler os,« sagde Svip. »I morgen leder vi igen.« Så gik Perle langsomt hjem til sin seng, som var lavet af den blødeste sky af dem alle. Hun puffede til hovedpuden med mulen for at gøre den rigtig blød. Og dér, inde under puden, lå noget lilla og sov.

Det var den sidste farve. Den var slet ikke gået ud for at lege. Lilla var den mest søvnige af alle farverne, og den havde bare ligget i Perles seng hele dagen og snorket ganske stille. Perle smilede, så hendes horn glimtede. Forsigtigt lagde hun hovedet ned på puden, og lilla krøb op i manken til de andre uden overhovedet at vågne.

Nu var alle farverne hjemme igen. Rød og orange og gul og grøn og blå og lilla. De var trætte efter en lang dag med leg, og de lyste helt svagt i mørket, som en lille natlampe. Svip puttede sig i sin rede under vinduet. Og ude over Skyborgen begyndte en lille grå sky så småt at dryppe. Dryp ... dryp ... dryp.

»I morgen,« mumlede Perle, mens øjnene gled i, »i morgen laver vi den største regnbue nogensinde.« Og hvis du ser en regnbue på himlen i morgen, så ved du, hvem der har sovet godt i nat.