Pakken der rejste til mormor

Det var i begyndelsen af december, og Nora sad ved køkkenbordet med tungen i mundvigen. Foran hende lå et rødt og hvidt julehjerte, som hun selv havde flettet. Ved siden af lå en tegning af hende og mormor, der holdt hinanden i hånden under et juletræ. Hun pakkede det hele ind i rødt papir og bandt et guldbånd om med en stor sløjfe.

Sådan blev pakken til. Og det første, den mærkede, var Noras varme hænder. »Du skal helt op til mormor,« hviskede hun. »Hun bor langt, langt mod nord, hvor sneen er høj. Pas godt på det, der er indeni.« Pakken rettede på sin sløjfe. Den var lille, men den havde fået en meget vigtig opgave.

Nora og far afleverede pakken på posthuset. Der blev den lagt i en stor sæk sammen med en masse andre pakker. Der var en stor, firkantet en, der raslede. En blød en, der duftede af uld. Og en lille, rund en, der klingede, hver gang nogen rørte ved den. »Hvor skal du hen?« spurgte den bløde pakke. »Til mormor,« sagde pakken stolt.

Om natten kørte sækken med toget. Dunke-dunk, dunke-dunk, sagde skinnerne. Pakken lå øverst i sækken og kiggede ud ad vinduet. Den så hvide marker og mørke skove og små byer med julelys i gaderne, der susede forbi og var væk igen. Toget kørte længere og længere nordpå, og sneen blev tykkere og tykkere.

»Hvad nu, hvis jeg ikke når frem til jul?« sagde pakken. »Det gør du,« sagde den bløde pakke og gabte. »Julepakker når altid frem. Det er ligesom en regel.« Det var pakken glad for at høre.

Om morgenen holdt toget ved en lille station. Her blev pakken løftet over i en rød postbil. Postbuddet havde en strikhue med kvast og nynnede julesange, mens hun kørte. Vinduesviskerne sagde svip-svap, svip-svap, og vejen snoede sig op ad bakker og ned ad bakker og ind i en skov, hvor alle træerne var hvide.

Men så holdt postbilen stille. Foran dem lå sneen så høj som en voksen mand. »Længere kan bilen ikke komme,« sagde postbuddet. Pakken blev helt stille indeni. Skulle den slet ikke nå frem til mormor? Så hørte den noget. Kling-kling. Kling-kling. Frem mellem træerne kom en hundeslæde susende.

To store, lodne hunde trak slæden. De hed Fnug og Frost, og deres ånde stod som små skyer ud af munden på dem. På slæden stod Niels, mormors nabo, i en tyk jakke med pelshætte. »Jeg tænkte nok, at der kom en julepakke i dag,« sagde han og bandt pakken fast på slæden. »Afsted!«

Og så susede de afsted. Gennem skoven, hvor grenene var tunge af sne. Hen over en frossen sø, der glimtede som glas. Fnug og Frost løb, så sneen sprøjtede, og slæden sagde sssh hen over sneen. Højt over dem kom de første stjerner frem, og så begyndte himlen at lyse grønt og lilla. Det var nordlyset, der dansede. Pakken holdt vejret, så smukt var det.

Lidt efter kunne de se et lille gult hus med lys i vinduet og røg fra skorstenen. Døren gik op, og dér stod mormor i sin lyserøde strikketrøje med brillerne helt ude på næsetippen. »Er det, hvad jeg tror, det er?« sagde hun.

Mormor bar pakken ind i den varme stue. Der duftede af gran og kanel, og i hjørnet stod et lille juletræ. Mormor vendte pakken forsigtigt i hænderne. »Hele vejen fra Nora,« sagde hun, og hendes øjne blev blanke. Hun ville så gerne kigge, hvad der var indeni. Men hun lagde pakken under juletræet. »Du må vente til juleaften,« sagde hun og klappede den på sløjfen. »Ligesom alle os andre.«

Så ringede hun til Nora, selvom det var lidt sent. »Den er kommet frem,« sagde hun. »Og jeg tror, den har haft en lang rejse.«

Langt mod syd faldt Nora i søvn med et smil. Og langt mod nord lå pakken under mormors juletræ, træt efter den lange rejse. Den tænkte på toget, der sagde dunke-dunk, på Fnug og Frost i sneen og på nordlyset, der dansede.

Udenfor faldt sneen stille. Inde i stuen var der lunt og roligt. Og pakken faldt i søvn under grenene og drømte om juleaften. For så ville mormor åbne den, meget forsigtigt, for mormødre river aldrig julepapir i stykker. Og indeni ville hun finde et julehjerte og en tegning af to, der holder hinanden i hånden.