Noahs første dag i børnehaven

Det var aften, og Noah lå i sin seng med dynen helt op til hagen. Det havde været en lang dag. En meget lang og meget stor dag. For i dag havde Noah været i børnehave for første gang.

Mor satte sig på sengekanten. »Skal vi snakke om din dag?« spurgte hun. Noah nikkede. »Fra begyndelsen,« sagde han.

»Fra begyndelsen,« sagde mor. »I morges, da vi gik derhen, holdt du mig så hårdt i hånden, at mine fingre blev helt hvide.« »Det var, fordi min mave kriblede,« sagde Noah. »Det gjorde min også,« sagde mor. Det havde Noah slet ikke vidst.

»Og da vi kom ind ad døren,« sagde mor, »var der så mange børn og så mange sko og så meget larm. Og så holdt du fast i mit ben.« »Som en koala,« sagde Noah. »Som en rigtig koala,« sagde mor.

»Og så kom Lone,« sagde Noah. Lone var en af de voksne i børnehaven. Hun havde rødt, krøllet hår og en stor, grøn trøje, og hun satte sig på hug, så hun var lige så lille som Noah. »Hun viste mig min knage,« sagde Noah. »Der var et billede af en ræv på.« »Din helt egen ræv,« sagde mor.

»Og så skulle jeg gå,« sagde mor stille. »Og du græd lidt.« »Bare lidt,« sagde Noah. »Bare lidt,« sagde mor. »Så tog Lone dig op og gik hen til vinkevinduet, og så vinkede vi og vinkede, lige indtil jeg var helt nede for enden af vejen.« »Du lavede fiskemund på ruden,« sagde Noah og fnisede.

»Hvad skete der så?« spurgte mor, for det havde hun jo ikke set. Noah tænkte sig om. »Så kom der en pige, der hed Aya. Hun havde en spand. Og hun sagde, at jeg måtte låne skovlen.« »Den blå?« »Den røde. Den blå var hendes.« Så havde de bagt sandkager. Fire sandkager og en sandsnegl, som Aya kom til at træde på. Det havde de grinet meget af.

»Og madpakken?« spurgte mor. »Jeg spiste det hele,« sagde Noah stolt. »Næsten. Ikke gulerødderne.« Mor smilede. Gulerødderne kom altid med hjem igen.

»Og så sang vi,« sagde Noah. »Vi sad i en rundkreds på gulvet, og Lone spillede guitar, og vi sang en sang om en krokodille.« Han prøvede at synge den for mor, men han kunne kun huske ordet krokodille. Så han sang bare det. »Krokodiiille,« sang Noah. »Krokodiiille,« sang mor.

»Og så kom du,« sagde Noah. »Og så kom jeg,« sagde mor. »Og du løb hele vejen hen over legepladsen og ind i mine arme. Og du havde sand i håret og i ørerne og i begge sokker.«

Noah gabte. Han tænkte på sin dag. Den kriblende mave. Ræven på knagen. Aya og den røde skovl og sandsneglen. Krokodillesangen. Og mor, der kom igen, præcis som hun havde sagt.

»Mor,« sagde han søvnigt. »Skal jeg derhen igen i morgen?« »Ja,« sagde mor. »Det skal du.« Noah tænkte lidt. »Godt,« sagde han. »Så vil jeg have den blå skovl.«

Mor lagde dynen godt om ham og slukkede lampen. Udenfor var der helt stille. Og Noah faldt i søvn med en krokodillesang inde i hovedet og en lille smule sand bag det ene øre, som ingen havde fundet endnu.