Da Freja blev storesøster

Freja havde ventet så længe på sin lillebror, at hun næsten var holdt op med at tro på ham. Hele vinteren var mors mave bare blevet større og større. Om aftenen lagde Freja kinden mod den og sang. Det var altid den samme sang. Den havde hun selv fundet på, og den handlede om en kanin, der hoppede så højt, at den landede på månen. Nogle gange sparkede det derinde. »Han siger hej,« sagde mor.

Og så en dag i maj kom han. Mormor passede Freja, og da mor og far kom hjem, havde de en lille bylt med. Inde i bylten var der et ansigt. Det var rødt og rynket som en rosin, og det gabte.

Freja fik lov at sidde i sofaen med puder på begge sider og holde ham. Han var tungere, end hun havde troet, og varm, og han duftede af mælk og af noget helt nyt. »Han har ikke fået et navn endnu,« sagde far. Freja foreslog Kanelsnegl. Det var mor og far ikke helt sikre på. »Indtil videre hedder han bare lillebror,« sagde mor. Freja var så stolt, at hun næsten ikke kunne sidde stille. Men det skulle hun, for lillebror sov.

De næste dage var mærkelige. Der kom gæster hele tiden. Farmor og farfar, naboen, mors veninder. Alle sagde »nej, hvor er han sød« og »se de små fingre«, og alle havde gaver med til lillebror. Freja viste farfar sin nye tegning, men farfar sagde bare »mmm« og kiggede på lillebror.

Mor var træt og sov om eftermiddagen. Far gik rundt med lillebror på armen og sagde »shh« hele tiden. Shh, når Freja sang. Shh, når hun hoppede. Shh, når hun bare grinede lidt for højt. Til sidst kravlede Freja ind under spisebordet, hvor ingen kunne se hende, og lagde armene om knæene. »Jeg gider ikke være storesøster mere,« hviskede hun.

Efter et stykke tid kom der et par fødder hen til bordet. Så et par knæ. Og så far, der kravlede ind under bordet, selvom han var alt for stor. Han slog hovedet. Bonk. Freja var lige ved at grine, men hun lod være. Far satte sig ved siden af hende. »Det er lidt meget med den lillebror, hva'?« sagde han stille. Freja nikkede. Far nikkede også. Så sad de der lidt, bare de to.

»Han har i øvrigt bedt mig give dig noget,« sagde far og trak en lille pakke frem. Freja kneb øjnene sammen. »Han kan jo ikke engang tale.« »Nej,« sagde far. »Men han blinkede meget tydeligt. To gange.«

Inde i pakken lå en lille kanin med lange, bløde ører. Og et kort med et bitte lille, blåt fodaftryk, der var mindre end Frejas hånd. »Det er hans fod,« sagde far. »Til den bedste storesøster i verden.« Freja kiggede længe på fodaftrykket. Så tog hun kaninen under armen og kravlede ud.

Den aften græd lillebror. Han græd, mens mor vuggede ham, og han græd, mens far gik frem og tilbage med ham. Han græd, så hans lille ansigt blev rødere end nogensinde. Freja stod i døren med sin nye kanin. Så gik hun hen til ham, lagde hovedet helt tæt på hans og begyndte at synge. Det var kaninsangen. Den om kaninen, der hoppede helt op til månen.

Lillebror holdt op med at græde. Han åbnede øjnene og kiggede lige på hende. Freja lagde sin finger i hans lille hånd, og han lukkede hånden om den. Han holdt fast. Rigtig fast. »Han kender din stemme,« hviskede mor. »Han har hørt den hver aften, inde i maven.«

Freja sagde ingenting. Hun stod bare helt stille og mærkede den lille hånd om sin finger. Den var så lille. Og den var hendes lillebrors.

Senere, da Freja lå i sin seng med kaninen under dynen, kom mor ind og satte sig på sengekanten. »Var jeg også så lille?« spurgte Freja. »Endnu mindre,« sagde mor. »Og du græd endnu højere.« Freja smilede. Det kunne hun godt lide at høre. Mor strøg hende over håret, præcis som hun altid gjorde, og blev siddende lidt længere end ellers.

Inde fra stuen kunne Freja høre lillebror lave små lyde. Små pift og suk og en lille, tilfreds smasken. Han lignede faktisk lidt en kanelsnegl, når han lå sådan og krøllede sig sammen, tænkte hun. Freja gabte. »I morgen,« mumlede hun, »lærer jeg ham resten af sangen.« Og så sov storesøster Freja, med en kanin i armene og et lille fodaftryk på natbordet.