Malik og den lille natlampe

Malik havde en lille natlampe. Den var formet som en halvmåne og var lige stor nok til at holde i to hænder. Når han trykkede på den, lyste den blødt og gyldent, ligesom honning, der står i solen.

»Godnat, Malik,« sagde mor og gav ham et kys på næsen. »Godnat, mor.« Så slukkede hun loftslampen og gik ud. Nu var der kun den lille måne tilbage. Den lavede en rund, gylden ø af lys omkring sengen. Men ude i hjørnerne var der mørkt. Og i mørket var der figurer.

Ovre ved døren stod noget langt og tyndt med to hængende arme. Malik holdt vejret. Var det en kæmpe? En meget tynd kæmpe, der stod helt stille og kiggede på ham?

Malik tog sin lille måne op i hænderne. Han kravlede ned til fodenden af sengen og holdt lampen frem, så langt han kunne. Lyset gled hen over gulvet, hen over tæppet, hen til døren. Og dér hang ... hans badekåbe. Den blå med de gule ænder. Ærmerne hang ned, og bæltet dinglede. »Det er bare dig,« hviskede Malik. »Godnat, badekåbe.«

Han kravlede tilbage under dynen. Men nu fik han øje på noget andet. Ovre i hjørnet sad noget stort og rundt og pjusket med to spidse ører. Det sad helt stille. Var det en bjørn? En stor bjørn, der havde listet sig ind, mens ingen kiggede?

Malik tog sin lille måne igen. Han holdt den frem og lod lyset glide hen over gulvet, hen over sine sko, hen til hjørnet. Og dér sad ... vasketøjskurven. Hans røde trøje lå øverst, og de to ærmer stak op som ører. Malik fnisede. »Godnat, trøje,« sagde han. »Du ligner en bjørn.«

Nu var der kun én figur tilbage. Den var ovre ved vinduet, og den bevægede sig. Den viftede langsomt frem og tilbage, frem og tilbage, som om den ville sige noget. Malik trak dynen helt op til øjnene.

Men så tog han sin lille måne en sidste gang. Han holdt den op mod vinduet, og dér var ... gardinet. Vinduet stod på klem, og en lille, sval vind fik gardinet til at vifte. Vift, vift. Malik listede hen og kiggede ud bag gardinet.

Ude i haven stod det gamle æbletræ og vinkede langsomt med grenene. Himlen var mørkeblå og fuld af små stjerner. Og over æbletræet hang månen. Den rigtige måne. Det var en halvmåne, præcis som hans egen, og den lyste ned på haven og på taget og på Maliks vindue.

»Du ligner min lampe,« hviskede Malik. Månen sagde ikke noget. Men den lyste en lille smule ekstra, syntes Malik. Som om den blinkede til ham.

Så kravlede han tilbage i sengen og stillede sin lille måne på natbordet. Nu var der to måner. En lille indenfor og en stor udenfor. Den lille lyste på badekåben og trøjen og gardinet. Den store lyste på æbletræet og haven og alle de sovende huse.

Malik gabte. Han sagde godnat til badekåben, der lignede en kæmpe. Han sagde godnat til trøjen, der lignede en bjørn. Han sagde godnat til gardinet og til æbletræet. Og til sidst sagde han godnat til begge sine måner, den lille og den store.

Så lukkede han øjnene. Og mens Malik sov, lyste de to måner stille og gyldent hele natten lang. Den ene på natbordet. Den anden på himlen.