Monsteret under sengen

Alma havde børstet tænder, fået læst en historie og fået et kys på panden. Far slukkede lyset og lod døren stå på klem, så der kom en smal stribe lys ind fra gangen. »Godnat, Alma.« »Godnat, far.«

Alma lå helt stille og kiggede på drømmefangeren, der hang over sengen og drejede langsomt rundt. Hun var lige ved at falde i søvn, da hun hørte noget. Det kom nedefra. Fra under sengen. Det lød som en lille snøften. Snøft. Snøft-snøft.

Alma trak dynen op til næsen. »Hvem er der?« hviskede hun. Der blev stille. Så svarede en meget lille stemme: »Det er bare mig. Monsteret.« »Hvilket monster?« »Monsteret under sengen,« sagde stemmen. »Jeg bor her. Jeg hedder Fnuller.«

Alma tænkte sig om. Hun havde altid troet, at monstre var store og brummede. Det her lød mest af alt, som om det skulle til at græde. »Hvorfor snøfter du?« spurgte hun. »Fordi det er så mørkt herinde,« sagde Fnuller. »Jeg er bange for mørket.«

»Men du er jo et monster,« sagde Alma. »Monstre er da ikke bange for mørket.« »Jo, det er vi,« sagde Fnuller. »Alle sammen. Det er derfor, vi bor under senge. Så kan vi være tæt på et barn. Børn er så varme og trygge at være i nærheden af.«

Det kunne Alma godt forstå. Hun syntes også, det var rart at være tæt på nogen, når det var mørkt. »Er der andet, du er bange for?« spurgte hun. Det var der. »Fødder,« hviskede Fnuller. »Hver morgen kommer der to store, hvide ting ned fra himlen. Dunk, dunk! Lige ved siden af mit hoved. Og de har ti små ting på, der vrikker.«

Alma måtte holde sig for munden for ikke at grine for højt. »Det er bare mine fødder,« sagde hun. »Og de små ting er tæer. Se!« Hun stak den ene fod ud over sengekanten og vrikkede med alle fem tæer. Under sengen blev der helt stille. Så kom der en lille, lilla pote frem og prikkede forsigtigt til storetåen.

»Den er blød,« sagde Fnuller forbavset. »Og varm.« »Og kilden,« sagde Alma. »Prøv bare.« Fnuller kildede hende under foden, og Alma fnisede, og så fnisede Fnuller også. Og når et monster fniser, lyder det som en lille trompet. Fnis-fnis-trut! Alma måtte bide i dynen for ikke at vække far.

Nu kom resten af Fnuller også frem. Han var ikke større end en sofapude, rund og lilla og pjusket, med to store øjne, der lyste svagt grønt i mørket, og et par ører, der lignede to bløde vanter. Han lignede slet ikke noget, man kunne være bange for. Han lignede mest af alt noget, man kunne kramme.

»Ved du hvad?« sagde Alma. »Dine øjne lyser. Så er det jo ikke helt mørkt, når du er her.« Fnuller blinkede. Det havde han aldrig tænkt på. Han kiggede rundt i værelset med sine grønne øjne og så Almas hjemmesko og stolen med tøjet og drømmefangeren, der drejede rundt. »Det er jo bare dit værelse,« sagde han langsomt. »Med lyset slukket.«

Alma tog sin næstbedste bamse og rakte den ned til ham. »Den må du låne,« sagde hun. »Så har du noget at holde om.« Fnuller tog bamsen i poterne og trykkede den ind mod sin pjuskede mave. »Tak,« sagde han. »Godnat, Alma.« »Godnat, Fnuller.«

Så lagde Alma sig til rette. Hun lod den ene hånd hænge ud over sengekanten, og lidt efter mærkede hun en blød, lun pote, der lagde sig i den. Oppe i sengen lå en pige og holdt i hånd. Nede under sengen lå et monster og holdt i pote. Og ingen af dem var det mindste bange for mørket.

I morgen tidlig, når Alma står op, vil hun sætte fødderne meget, meget forsigtigt ned på gulvet. Og så vil hun vrikke lidt med tæerne. Bare så Fnuller ved, at det er hende.