Månen der tabte sit lys

Hver nat, når alle børn er puttet, kigger månen ned på jorden. Den lyser på hustagene og trætoppene og på de små søer, der ligger stille mellem markerne. Men allerhelst kigger den ned i én bestemt sø. Den ligger for enden af en have med et gammelt pæretræ, og vandet er så blankt, at månen kan se sig selv i det, som i et spejl.

I huset ved haven boede en pige, der hed Liva. Og en nat, mens Liva sov, var månen særlig nysgerrig. Den bøjede sig ned for at se sig selv i søen, lidt længere og lidt længere endnu. Og så skete det. Lyset dryssede ud af den, ligesom sukker fra en ske, og dalede ned over haven i en lang, glitrende regn af stjernestøv.

Liva vågnede, fordi noget kildede hende på næsen. Det var et lille fnug af stjernestøv, der var fløjet ind ad det åbne vindue. Hun kiggede ud. Månen var der stadig, men den var bleg og grå, som en lampe, nogen havde glemt at tænde. Nede i haven glimtede det til gengæld. Græsset glimtede. Søen glimtede. Selv pæretræet havde små, sølvblanke prikker på bladene.

Liva tog sine hjemmesko på, listede ned ad trappen og ud i haven. Græsset var vådt af dug og kildede om anklerne. Nede ved søen sad der allerede nogen. En frø og et pindsvin, og de så begge to meget bekymrede ud.

»Månen har tabt sit lys,« kvækkede frøen, som hed Frede. »Og uden lys kan ingen finde vej i nat,« peb pindsvinet, som hed Pjuske. »Ikke sneglene, ikke musene, ikke nogen.« Liva kiggede op på den blege måne. Så kiggede hun på det glitrende græs. »Så må vi samle det op,« sagde hun. »Alt sammen.«

På havebordet stod et tomt syltetøjsglas, og det tog Liva med. Først samlede de stjernestøvet i søen. Frede dykkede ned, plop, og kom op igen med kinderne fulde af glimmer. Han pustede det forsigtigt ned i glasset. Plop, ned igen. Plop, op igen. Snart lyste glasset som en hel lille flok ildfluer.

Så samlede de stjernestøvet i græsset. Det var Pjuskes tur. Han rullede sig sammen til en lille kugle og trillede hen over plænen, frem og tilbage, frem og tilbage, og hver gang han trillede, satte der sig mere stjernestøv på hans pigge. Til sidst lignede han en lille, glitrende kastanje. Liva børstede ham forsigtigt med fingrene, og støvet dryssede ned i glasset.

Nu var der kun pæretræet tilbage. Stjernestøvet sad helt ude på bladene, hvor ingen kunne nå det. Men så kom der en lille vind ind over haven. Den hviskede i græsset og ruskede blidt i pæretræet, og støvet dalede ned som glitrende sne. Liva holdt glasset op, og det fangede hver eneste lille gnist.

Nu lyste glasset så meget, at Liva kunne se sine egne tæer. Men hvordan skulle lyset komme op til månen? Den var alt for langt væk. Frede kunne ikke hoppe så højt. Pjuske kunne slet ikke hoppe.

Liva tænkte sig om. Så skruede hun låget af glasset, holdt det op mod himlen og pustede. Langsomt og blødt, ligesom når man puster på en mælkebøtte. Fuuuh. Stjernestøvet steg op af glasset. Det snoede sig op over haven i et langt, sølvskinnende bånd, forbi pæretræet, forbi skorstenen, højere og højere, helt op til månen.

Og månen begyndte at lyse. Først en lille smule i kanten. Så lidt mere. Og så hele vejen rundt, rund og hvid og blank, så hele haven blev badet i sølv. Frede kvækkede glad. Pjuske nøs, fordi han havde fået stjernestøv i næsen. Og månen kiggede ned på dem, og Liva var helt sikker på, at den smilede.

»Godnat, Frede. Godnat, Pjuske,« hviskede Liva. Så gik hun langsomt tilbage over det våde græs, op ad trappen og ind under sin varme dyne. Månen lyste hele vejen for hende, så hun slet ikke fik brug for nogen lampe.

Hun var allerede halvt i søvn, da hun opdagede, at der stadig sad en smule stjernestøv på hendes ene storetå. Det glimtede svagt, som en ganske lille stjerne. Det fik lov at blive. Og mens månen lyste ned over haven og søen og det gamle pæretræ, sov Liva med sin helt egen stjerne på tåen.