Sælungen og fyrtårnet

Ude i havet, ikke langt fra en lille ø med et hvidt og rødt fyrtårn, lå der en stor, glat sten. Om dagen var den varm af sol, og om aftenen skvulpede bølgerne blidt op ad den. På den sten boede en sælunge, der hed Silke, sammen med sin mor.

Silke var sølvgrå med små mørke prikker over det hele, som om nogen havde drysset peber på hende. Hun havde lange, hvide knurhår og store, blanke øjne, og hun kunne svømme baglæns hurtigere end nogen anden sælunge i hele havet. Det sagde hun i hvert fald selv.

»Og husk nu,« sagde mor hver aften, »når fyret tænder sit lys, så ligger vores sten lige nedenfor.« »Ja, ja,« sagde Silke, for det havde hun hørt mange gange før.

Den aften legede Silke i bølgerne ved stenen. Plask! Hun dykkede. Pjask! Hun kom op igen. Så fik hun øje på en hvid mågefjer, der dansede på vandet. Hun svømmede hen for at fange den med snuden. Men lige da hun nåede den, løftede en lille bølge fjeren og bar den lidt længere væk. Silke svømmede efter. Bølgen bar den lidt længere. Og lidt længere. Og lidt længere endnu.

Til sidst lå fjeren lige på Silkes næse. »Ha!« sagde hun og kiggede stolt rundt for at vise den til mor. Men så blev hun stille. Solen var gået ned. Himlen var blevet lilla og mørkeblå, og havet så ens ud til alle sider. Bølge, bølge, bølge. Hvor var stenen? Silke mærkede en lille, kold klump i maven. Hun var ikke bange. Ikke rigtig. Men hun ville gerne hjem nu.

Henne på øen gik fyrpasseren Karl op ad den lange vindeltrappe i fyrtårnet. Et trin, to trin, mange, mange trin. Han havde sine ternede tøfler på og en kop varm te i hånden, ligesom hver aften. Øverst oppe satte han koppen fra sig, drejede på det store messinghåndtag ... og tændte lyset.

Lyset strøg ud over havet som en lang, gylden arm. Det gled hen over bølgerne og hen over Silke og videre ud i aftenen. Blink. Og så kom det tilbage. Blink. Silke spærrede øjnene op. »Når fyret tænder sit lys,« hviskede hun, »så ligger vores sten lige nedenfor.«

Så svømmede hun. Hun svømmede mod lyset, der blinkede, som om det sagde: Kom hjem. Kom hjem. Plask, plask, plask. Og snart kunne hun høre en stemme mellem bølgerne, dyb og blød og velkendt. »Silke! Silke!« Det var mor. Hun lå på stenen i det gyldne lys og kiggede ud over vandet.

Silke svømmede det sidste stykke så hurtigt, hun kunne, og mavede sig op på stenen med et vådt flop. »Mor! Jeg har fanget en fjer!« Mor gned sin snude mod Silkes snude. »Det kan jeg se,« sagde hun, for fjeren sad stadig på Silkes næse. »Det er en meget fin fjer.«

Oppe i fyrtårnet kiggede Karl ud ad vinduet. Han kunne lige skimte to runde skygger på den store sten, en stor og en lille, tæt op ad hinanden. Han smilede og drak sin te. »Godnat, I to,« sagde han, selvom de ikke kunne høre ham.

Silke lagde sig helt tæt ind til sin mor. Stenen var stadig lun efter dagens sol. Bølgerne skvulpede mod kanten, skvulp ... skvulp ... og over dem tændtes stjernerne, én efter én.

Hver gang fyrets lys gled forbi, blev Silke og hendes mor gyldne et øjeblik. Blink. Og så blev de sølvblå igen i måneskinnet. Blink. Silke lukkede øjnene. Hendes knurhår sitrede en lille smule, og så sov hun, med fjeren under hagen og havets sagte sus i ørerne.

Og fyret lyste hele natten, sådan som fyr gør. Det passer på alle, der er ude på havet. De store skibe. De små både. Og de allermindste sælunger.