Bjørneungen der talte stjerner

Langt mod nord, hvor skoven slutter og bjergene begynder, lå der en hule under en stor, flad sten. Der boede en bjørneunge, der hed Bo, sammen med sin mor. Bo havde tyk, brun pels, runde ører og en lille lys plet på brystet, som lignede en halvmåne.

Det havde været en lang og dejlig dag. Bo havde fanget sin allerførste fisk i elven. Han havde spist så mange blåbær, at han var blevet helt blå om munden. Og han havde trillet ned ad den store bakke mindst ti gange. Nu var det aften, og mor bjørn gabte, så det rumlede i hele hulen. »Kom, lille Bo,« sagde hun. »Nu skal vi sove.«

Bo lagde sig i mosset ved siden af hende og lukkede øjnene. Så åbnede han dem igen. Han vendte sig om på den anden side. Så om på ryggen. Så om på maven. »Mor,« hviskede han. »Mine øjne vil ikke være lukkede. De vil kigge på noget.«

Mor bjørn tænkte sig om. »Så må vi hellere finde noget, de kan kigge på,« sagde hun. Hun rejste sig langsomt og gik ud af hulen, og Bo trissede efter hende, tæt ved hendes store, bløde poter. Udenfor var luften kølig og duftede af lyng og gran. De gik op på toppen af bakken, hvor græsset var blødt, og lagde sig på ryggen, side om side.

Og over dem var himlen fuld af stjerner. Store og små, klare og svage, så mange, at det så ud, som om nogen havde væltet en hel pose sukker ud over en mørkeblå dyne. »Hvor mange er der?« spurgte Bo. »Det ved jeg ikke,« sagde mor. »Skal vi tælle dem?«

Bo løftede poten og pegede. »En,« sagde han. »Den er til dig, mor. To. Den er til mig. Tre. Den er til fisken, jeg fangede i dag. Fire. Den er til alle blåbærrene.« Mor bjørn lo, en dyb, blød latter, der rumlede nede i maven. Bo kunne mærke den helt ind i sin egen mave.

Så pegede mor op. »Kan du se de syv stjerner, der ligner en gryde med et langt skaft?« Bo kneb øjnene sammen. Der! »De hører til Den Store Bjørn,« sagde mor. »Og tæt ved den står Den Lille Bjørn. Den har en stjerne helt ude på halespidsen, som aldrig flytter sig. Alle de andre stjerner drejer langsomt rundt om den, hele natten.«

Bo kiggede på sin egen lille, stumpede hale. »Bjørne har da ikke lange haler,« sagde han. »Det har stjernebjørne,« sagde mor. Bo tænkte over det. »Den lille bjørn er altid tæt ved den store,« sagde han så. »Altid,« sagde mor. »Hele natten. Hver nat.« Bo puttede sig tættere ind til hende. Hun var varm og duftede af skov.

Han begyndte at tælle igen, men langsommere nu. »Fem ... seks ... syv ...« Et lille vindpust strøg gennem græsset. Nede i dalen klukkede elven sagte. »Otte ... ni ...« sagde Bo. »Ti ... elleve ... hvor var jeg?« »Ved elleve,« sagde mor. »Ved elleve,« gentog Bo og gabte så stort, at hele hans snude krøllede sammen.

»Tolv ...« Hans øjne blev tunge. »Tret ...« Længere nåede han ikke. Mor bjørn talte videre for ham, ganske sagte: »Tretten. Fjorten. Femten.« Men det var ikke stjernerne, hun talte nu. Det var de små, rolige pust fra Bos snude.

Så løftede hun ham op, så forsigtigt, at han slet ikke vågnede, og bar ham ned ad bakken og ind i hulen. Hun lagde ham i det bløde mos og krøllede sig sammen om ham som en stor, varm bue. Udenfor blev stjernerne ved med at lyse. Den Store Bjørn og Den Lille Bjørn drejede langsomt hen over himlen, og den lille stjerne på halespidsen stod stille og holdt vagt.

Der er stadig mange stjerner tilbage at tælle. Dem klarer Bo en anden aften. Og hvis du kigger ud ad vinduet i aften, kan du måske selv nå til fem, før dine øjne bliver tunge.