Den lille ugle der ikke kunne sove

Højt oppe i det gamle egetræ, bag en lille dør af mos og bark, boede en ugle, der hed Ulla. Hun havde bløde, grå fjer, to store gule øjne og en lille dusk på hovedet, som altid stod lidt på skrå.

Ugler er ikke som børn. Ugler er vågne om natten og sover om dagen. Hele natten havde Ulla fløjet rundt i skoven sammen med sin mor. De havde hilst på månen, talt flagermus og lyttet til uglekoret ovre ved søen.

Nu var solen ved at stå op. Himlen blev lyserød og gylden, og mor ugle gabte så stort, at man kunne se helt ned i halsen på hende. »Så er det sengetid, lille Ulla,« sagde hun og puttede sig ned i den bløde rede.

Ulla lagde sig ved siden af hende og lukkede øjnene. Men lige da hun var ved at falde i søvn, begyndte solsorten at synge. Fli-fli-fløjt! Ulla åbnede det ene øje. Så begyndte spætten at banke på træet ved siden af. Tok-tok-tok! Ulla åbnede det andet øje. Og nede på jorden løb egernet frem og tilbage og snakkede med sig selv om nødder.

»Jeg kan ikke sove,« hviskede Ulla. »Skoven larmer alt for meget.« Så hoppede hun stille ud af reden og ned på en gren.

»Egern,« sagde hun. »Hvordan falder du i søvn?« Egernet stoppede et øjeblik. »Jeg tæller mine nødder,« sagde det. »En nød, to nødder, tre nødder ... og så sover jeg.« Ulla prøvede. Men hun havde ingen nødder, og ugler er ikke særlig gode til at tælle.

Hun fløj ned til ræven, som lå krøllet sammen under en busk. »Ræv,« hviskede Ulla. »Hvordan falder du i søvn?« Ræven åbnede et søvnigt øje. »Jeg lægger halen over næsen,« sagde den. »Så bliver det mørkt og lunt.« Ulla prøvede. Men hendes hale var kun en lille vifte af fjer, og den kunne slet ikke nå op til næbbet.

Til sidst fløj hun hjem igen. Mor ugle var vågnet og kiggede på hende med sine store, kloge øjne. »Kan du ikke sove, min skat?« spurgte hun. Ulla rystede på hovedet. »Fuglene synger, spætten banker, og egernet snakker om nødder.«

Mor ugle bredte sin store, varme vinge ud, og Ulla krøb ind under den. »Prøv at lytte til lydene,« sagde mor. »Lad være med at kæmpe imod dem. Lad dem være en sang.«

Så lyttede Ulla. Solsorten fløjtede. Spætten bankede, tok ... tok ... tok. Bladene raslede, sch ... sch ... sch. Og inde under vingen kunne hun høre sin mors hjerte, der slog roligt og langsomt.

Ulla trak vejret ind. Og ud. Ind ... og ud. Hendes øjne blev tunge. Dusken på hendes hoved faldt ned over det ene øje. Og før solsorten var færdig med sin sang, sov den lille ugle så sødt, at hun slet ikke hørte egernet tabe en nød lige ned i skovbunden.

Og ved du hvad? I nat, når du sover, er Ulla vågen. Hun sidder højt oppe i det gamle egetræ og holder øje med månen og stjernerne og alle de sovende huse. Og i morgen tidlig, når du vågner, putter hun sig ind under sin mors vinge og lytter til skovens sang, indtil hun falder i søvn.

Godnat, lille Ulla. Godnat, store skov. Og godnat til dig.