Rumskibet der landede i haven

Det var en lun sensommeraften. Yasmin sad på trappen ud til haven i nattøj og gummistøvler og ventede på, at mor blev færdig med opvasken. Om et kvarter var det sengetid. Månen var allerede kommet frem over naboens tag, stor og gul og en lille smule mat.

Så hørte Yasmin en lyd. Vuuu-iii-vuuu. Det lød som en tekedel, der sang. Hen over hækken kom noget rundt og blankt og lilla svævende. Det havde små lys hele vejen rundt i kanten, der blinkede i alle farver, og det slingrede lidt, ligesom en snurretop, der er ved at blive træt. Så landede det. Lige i jordbærbedet. Plop.

Rumskibet var ikke større end en trillebør. En lille dør gled op med et pift, og ud kravlede en pilot. Han var på størrelse med en kat og havde blød, turkis hud, tre runde øjne og to antenner med små lilla lys i spidsen. På hovedet havde han en lille sølvhjelm. Og på knæene havde han jordbær.

»Undskyld,« sagde piloten og børstede jordbærrene af. »Er det her månen?« »Nej,« sagde Yasmin. »Det er vores have.« Piloten kiggede sig omkring. På gyngen. På sandkassen. På tørrestativet med alle fars sokker. »Det tænkte jeg nok,« sagde han. »Der er ikke så mange sokker på månen.«

»Jeg hedder Bimmel,« sagde han, og antennerne blinkede glad. »Jeg skal pudse månen i aften, så den kan skinne ordentligt. Men jeg tror, jeg drejede forkert ved den store stjerne.« Yasmin pegede op over naboens tag. »Den er derovre,« sagde hun. Bimmel kiggede. »Nå ja,« sagde han. »Den er jo også ret stor. Vil du med? Det er et stort arbejde for en lille pilot.«

Yasmin kiggede over mod køkkenvinduet. »Mor!« råbte hun. »Må jeg lige flyve til månen?« »Ja, ja, skat,« råbte mor fra opvasken. »Bare du er hjemme, når vi skal læse!« »Det når vi let,« sagde Bimmel. »Rumskibe er hurtige.«

Inde i rumskibet var der lige præcis plads til to. Sæderne var bløde og duftede af vanilje, rattet var formet som en stjerne, og alle knapperne var runde og lyste lilla og turkis. Bimmel gav Yasmin en hjelm, der lignede en stor sæbeboble. Så trykkede han på den største knap. Vuuu-iii-VUUUM!

Haven blev lille. Huset blev lille som en tændstikæske. Byens lys blev til små prikker, der glimtede som stjernestøv på en mørk dug. Og så var de oppe mellem stjernerne, hvor alting var helt stille. Bag dem hang jorden som en stor, blå og hvid marmorkugle.

Månen kom nærmere og nærmere, og så landede de. Puf. Yasmin kravlede ud. Månestøvet var gråt og blødt som mel, og hvert skridt lavede et lille aftryk af hendes gummistøvle. Og da hun hoppede, fløj hun! Hun hoppede så højt som et hus og dalede langsomt ned igen, ligesom en fjer. »Det er, fordi månen er så lille,« sagde Bimmel. »Den holder ikke så hårdt fast.«

Så gik de i gang. Bimmel fandt to store, bløde klude frem, og de pudsede. De pudsede kratere og bakker og store, flade sletter, og hver gang de havde pudset et stykke, begyndte det at skinne, sølvhvidt og blankt. »Hvorfor bliver månen så støvet?« spurgte Yasmin. »Det er stjernerne,« sagde Bimmel. »De fælder lidt hver nat. Ligesom katte.«

Til sidst rettede Bimmel ryggen og kiggede ud over det hele. Hele den side af månen, der vender ned mod jorden, skinnede som en nypudset sølvske. »Flot arbejde,« sagde han. »Du er den bedste hjælper, jeg nogensinde har haft. Du er også den eneste.«

Før de fløj hjem, gjorde Yasmin én ting mere. Med snuden på sin gummistøvle tegnede hun et stort hjerte i månestøvet. »Så kan du se det, hver gang du flyver forbi,« sagde hun. Bimmels antenner blinkede helt lyserøde.

Vuuu-iii-vuuum. Ned gennem stjernerne, ned gennem skyerne, hen over hustagene og blødt ned i jordbærbedet igen. Plop. »Tak for hjælpen,« sagde Bimmel. »Tak for turen,« sagde Yasmin. Hun nåede lige at vinke, før det lille rumskib svævede op over hækken og var væk.

»Yasmin! Så skal vi læse!« kaldte mor. Yasmin løb ind med gråt støv på støvlerne. »Hvor har du været?« spurgte mor. »På månen,« sagde Yasmin. »Nå ja, det var også rigtigt,« sagde mor og børstede lidt støv af hendes knæ. Så kiggede mor lidt længe på sin hånd. Støvet glimtede.

Bagefter lå Yasmin i sin seng og kiggede ud ad vinduet. Månen hang over naboens tag. Den havde aldrig været så blank. Og hvis man kiggede rigtig godt efter, var der helt ude i kanten et lille, lyst hjerte.

Lige ved siden af månen blinkede et lillebitte lys. Lilla, turkis, lilla. Det var Bimmel, der sagde godnat. Yasmin blinkede tilbage med begge øjne. Og så lod hun dem bare være lukkede, mens månen skinnede ind over hendes dyne, rolig og blank og nypudset, hele natten.