Ræven Rask der altid havde travlt

I skoven bag den store mark boede en ræv, der hed Rask. Han havde rødbrun pels, en hvid halespids og fire meget hurtige ben. Og han havde travlt. Han havde altid travlt. Han havde så travlt, at han nogle gange var færdig med noget, før han var begyndt.

Om morgenen slugte Rask sin morgenmad i én mundfuld. Hap! »Hvad smagte den af?« spurgte hans storesøster. »Det nåede jeg ikke at mærke,« sagde Rask, og så var han væk. Halen var ikke børstet. Det ene øre vendte den forkerte vej. »Hej-hej-farvel!« råbte han til egernet, før egernet overhovedet havde nået at sige hej.

Ved brombærbusken sad to små mus og spiste de mest solmodne bær. »Rask! Vil du smage?« råbte de. Men Rask løb forbi så hurtigt, at der kun var en lille hvirvel af blade tilbage. Vuuusj!

Oppe på bakken sad haren og kiggede mod vest. »I aften bliver solnedgangen lyserød og guld,« sagde haren. »Den flotteste i hele år.« »Den skal jeg se!« råbte Rask. Han satte sig ved siden af haren. Han ventede. Han ventede i hele ... tre sekunder. »Den kommer jo aldrig,« sagde han og fór videre for at nå noget andet.

Da det blev aften, susede Rask hjem gennem skoven. Han så sig slet ikke for, og pludselig var han lige ved at træde på noget, der lå midt på stien. Han bremsede så hårdt, at mosset røg. Det var et sneglehus. Og ud af det kiggede en lille snegl med to små følehorn. »Hov,« sagde sneglen.

»Undskyld!« sagde Rask og trippede på stedet. »Jeg har travlt!« »Det kan jeg se,« sagde sneglen. »Jeg hedder Signe. Hvad har du travlt med?« Rask åbnede munden. Og lukkede den igen. »Med ... at nå det hele,« sagde han. »Og nåede du det?« spurgte Signe.

Rask tænkte efter. Han havde ikke smagt sin morgenmad. Han havde ikke spist et eneste brombær. Og solnedgangen havde han slet ikke set. »Nej,« sagde han lidt stille. »Jeg tror ikke, jeg nåede noget som helst.«

»Jeg skal hjem,« sagde Signe. »Jeg bor lige derovre under bregnen. Vil du følges med mig?« Rask kiggede over på bregnen. Den var fem rævehop væk. »Det tager jo ingen tid,« sagde han. »Jo,« sagde Signe. »Det tager hele aftenen.«

Og det gjorde det. Signe kravlede, og Rask gik ved siden af. Et lillebitte skridt. Så en pause. Endnu et lillebitte skridt. I begyndelsen kriblede og krablede det i alle fire ben. Men så skete der noget mærkeligt. Rask begyndte at se ting.

Han så en dugdråbe på et græsstrå, og inde i dugdråben var der en lillebitte måne. Han så en mariehøne, der kravlede op ad et blad, også meget langsomt. Han kunne dufte mos og svampe og varme sten. Og lige ved stien fandt han tre brombær, som musene havde overset. De var stadig lune efter solen. Han tog dem ét ad gangen. Det første var sødt. Det andet var endnu sødere. Det tredje gav han til Signe.

Da de endelig nåede bregnen, var himlen blevet mørkeblå, og over trætoppene tændtes den første stjerne. »Den har jeg aldrig set før,« sagde Rask. »Den har været der hver eneste aften,« sagde Signe. Så trak hun sig ind i sit hus, for det havde hun jo altid med. »Godnat, Rask,« sagde hun indefra. »Godnat, Signe,« sagde Rask.

Og så gik Rask hjem. Langsomt. Han gik langsomt hen over mosset. Han kravlede langsomt ind i sin hule. Han drejede sig rundt ... én gang ... to gange ... og lagde sig ned.

Han krøllede halen om sig som et tæppe. Langsomt. Han gabte. Meget ... meget ... langsomt. Selv hans tanker gik langsomt nu. De kom én ad gangen, ligesom små snegle: dugdråben ... mariehønen ... de lune brombær ... stjernen ...

Og så sov Rask. Det havde han slet ikke travlt med. Han tog sig god tid. Hele natten.