Pindsvinet der ledte efter en vinterseng

Det var blevet efterår i haven bag det gule hus. Æbletræet havde tabt sine blade, og om morgenen lå der rim på græsset, som om nogen havde drysset flormelis ud over det hele. Inde under hækken boede et lille pindsvin, der hed Pelle. Han havde en spids, sort snude, to små runde ører og over fem tusind pigge på ryggen. Han havde selv talt dem. Næsten.

Hele sommeren havde Pelle spist biller og regnorme og søde, nedfaldne æbler. Nu var hans mave rund som en bold, og han var begyndt at gabe allerede om eftermiddagen. »Snart er det tid til vintersøvn,« sagde han til sig selv. »Så skal jeg bruge en vinterseng. Den skal være tør. Den skal være stille. Og den skal være blød.«

Pelle trippede ud i haven for at lede. Tip-tip-tip, sagde hans små fødder i græsset. Ved bagdøren stod en gammel gummistøvle. Den var rund og mørk indeni, ligesom en lille hule. »Perfekt,« sagde Pelle og stak snuden ned i den. Plask! Støvlen var fuld af regnvand. Pelle trak hovedet ud og rystede sig, så dråberne fløj. »Alt for vådt,« sagde han.

Tip-tip-tip. Han gik videre hen til trampolinen. Nedenunder var der skygge og tørt græs og masser af plads. Pelle lagde sig og lukkede øjnene. BOING! Sofie fra det gule hus var kommet hjem fra skole. BOING! BOING! Hun hoppede og sang og hoppede igen. »Tra-la-la-la!« BOING! Pelle holdt sig for ørerne med begge forpoter. »Alt for larmende,« sagde han og listede videre.

Tip ... tip ... tip. Nu var hans fødder ved at blive trætte. Under det store kastanjetræ lå der en masse kastanjeskaller, runde og fulde af pigge. »Nej, se,« sagde Pelle glad. »Det ligner jo en hel familie af pindsvin. Her må jeg kunne sove godt.« Han lagde sig midt imellem dem. »Av!« sagde han. »Av, av, av! Det stikker!«

Oppe i træet sad en skade og grinede, så hele grenen rystede. »Et pindsvin, der synes, at noget stikker!« skræppede den. »Det har jeg aldrig hørt før!« Pelle rejste sig værdigt og børstede et blad af snuden. »Mine pigge sidder på ydersiden,« sagde han. »Det er noget helt andet.«

Imens var Sofie og hendes farfar gået i gang med at rive blade sammen. Skrab, skrab, sagde riven. De samlede gule og brune og røde blade i en stor bunke i hjørnet bag ribsbuskene. Sofie hoppede lige ind i den, så bladene føg til alle sider, og farfar lo og rev dem sammen igen. »Den bunke lader vi ligge,« sagde han. »Måske kan et pindsvin bruge den i vinter.« Sofie lagde en ekstra armfuld blade øverst. »Så bliver den ekstra blød,« sagde hun.

Da solen var gået ned, og vinduerne i det gule hus lyste varmt og gyldent, kom Pelle trippende forbi hjørnet. Han snusede. Det duftede af tørre blade og jord og en lille smule æble. Han stak snuden ind i bunken. Var den tør? Ja. Var den stille? Ja, helt stille, kun et enkelt blad, der dalede ned. Var den blød? Ja. Blød som en dyne.

Pelle kravlede ind i midten. Han drejede rundt én gang, to gange, tre gange. Han trak blade ind over sig med snuden, ét efter ét, indtil han lå i en lille, lun hule, hvor ingen vind kunne komme ind. Så rullede han sig sammen til en rund kugle med piggene udad og den bløde mave inderst.

Inde i det gule hus stod Sofie i nattøj ved vinduet. Hun kunne ikke se Pelle. Hun kunne kun se bladbunken i hjørnet, der lå helt stille i måneskinnet. »Sov godt, hvem du end er,« hviskede hun. Så kravlede hun selv i seng.

Og Pelle sov. Han sov så tungt, at han slet ikke hørte vinden suse i hækken. Han skal sove hele vinteren, mens sneen falder, mens julen kommer og går, og mens dagene langsomt bliver lange igen. Og en morgen til foråret, når solen varmer bladbunken, vågner han, gaber stort og tripper ud i haven for at se, hvem der har lavet sådan en god seng.

Men ikke endnu. Lige nu ligger han rullet sammen i sin tørre, stille, bløde seng og drømmer om søde æbler. Sov godt, lille Pelle. Vi ses til foråret.